En stol i ét stykke

Verner Pantons tidlige skitser til en stol i ét stykke. Foto: Vitra.

Verner Panton (1926-1998) tegnede i 1958 den stol, der skulle blive kendt som Panton stolen. I 1960 blev den lavet som prototype, og først i 1967 – efter mange eksperimenter – blev den sat i serieproduktion. Stolen er kendetegnet både ved dens nytænkende brug af materialer og ved dens tendens til at kommunikere og handle om meget andet end funktion.

Gennem det 20. århundrede har mange designere haft en drøm om at lave en stol i ét stykke.

Verner Pantons "S-stol" i krydsfinér, 1956/65. Kunstindustrimuseet. Foto: Pernille Klemp.

I dansk kontekst arbejdede både Gunnar Aagaard Andersen og Poul Kjærholm med denne idé tidligt i 1950erne. De lavede begge prototyper, som ligner Panton stolen i udtryk, men som aldrig kom i produktion. Sandsynligvis primært fordi det ikke kunne fungere med de materialer, de arbejdede med.

Som ung designer arbejdede Panton på Arne Jacobsens tegnestue, og han var bl.a. ansat,, da Myren blev tegnet i 1952 (se også Myre casen på sitet). Myren var Danmarks første industrielt fremstillede stol, og den blev lanceret som en stol i ét stykke. Dog må dette siges at være en tilnærmelse, da det i Myren kun er sædet og ryggen, der er i ét stykke, mens benene er et separat stålstel, som er skruet på skallen. Panton arbejdede videre med inspirationen fra Myren, da han blev selvstændig, og i 1955 designede han S-stolen, en træstol i ét stykke. I form og materiale er denne stol en overgangsversion mellem Myren og Panton stolen.

Panton stolen, 1960/1967-68. Foto: Pernille Klemp.

Først i 1960erne lykkedes det Panton og den tyske møbelfabrik Vitra at skabe den verdenssensation, som Panton stolen blev. Den er skabt i ét sammenhængende syntetisk materiale i én sammenhængende form, og den blev færdigproduceret i én støbning. Det, der gjorde det muligt at fremstille stolen, var, at Panton begyndte at arbejde med et nyt materiale – plastik.

Kommunikerende møbler

“Folk bliver sure på én, hvis man kan lide farver. Det bliver de også på folk med fantasi. De fleste vil helst have det, de er vant til. Men jeg er nødt til at overdrive for at få min pointe igennem.”

Panton var meget optaget af farvers betydning. Han skrev bl.a. bogen “Lidt om farver” i 1991 og var gennem hele sit liv opmærksom på at bruge farverne aktivt, da han mente, at farver påvirker menneskets psyke direkte. Der ligger altså mange tanker bag hans farvebrug, som ikke kun handler om æstetik.

Verner Panton og hans kone Marianne i et siddemøbel i to etager samt et eksempel på Pantons tekstildesign, "Kurve" fra "Kollektion Decor", 1969. Foto: Vitra.

Pantons møbler er på mange måder mere end møbler – de har ikke kun en funktion, men også i høj grad en fortælling. Formen, farven og materialet kommunikerer historier, følelser eller stemninger, der intet har med funktion at gøre. Hans inspiration kom i høj grad fra den tid, han selv var midt i. I 1960erne var der stor fokus på frihed, og på mange måder blev verden – og verdensrummet – større. Interessen for rummet gjorde sig gældende generelt i 1960erne, som jo også kulminerede med astronauten Neil Armstrongs første skridt på Månen i 1969. Pantons møbler, med deres flydende former og nye materialer, indeholder både inspiration fra rumfascinationen og fra hippie-kulturen i perioden. Selvom han ikke var en del af miljøet omkring 1968-oprøret, brugte han inspirationen og omdannede tidens strømninger til møbler og interiørdesign, som udtrykte frihed og afstandtagen fra faste konventioner.