Stil // Dansk funktionalisme

Dansk funktionalisme (fra 1920erne)
I Danmark fik funktionalismens produktionsæstetik ikke samme gennemslagskraft, som man finder i dele af den internationale modernisme. I den danske funktionalisme finder man et demokratisk ønske om at skabe bedre boliger og møbler til den brede befolkning. I modsætning til den tyske kunsthåndværker- og designskole Bauhaus (1919-1932), der forkastede det gamle og startede fra bunden, forenede danske formgivere det nye med det gode gamle og satte altså ikke historiens overleverede erfaring over styr. I 1924 grundlagde Kunstakademiet en møbelkunstskole, og Kaare Klints undervisning frem til 1956 blev normgivende: Proportionsstudier, studier af historiske møbeltypers materialer og konstruktioner blev udgangspunktet for fornyelse af dansk møbelformgivning.
Den anden foregangsvirksomhed for udbredelsen af dansk funktionalisme var FDB’s (Forenede Danske Brugsforeninger) “Folkemøbler”, der allerede før 2. verdenskrig blev udviklet i samarbejde med moderne møbelarkitekter for at producere billige kvalitetsmøbler til den brede befolkning ud fra en idé om at skabe demokratisk møbeldesign. Møblerne blev solgt i danske varehuse og eksporteret som danske snedkermestermøbler til USA.
En anden vigtig arkitekt og designer i den danske funktionalisme var Poul Henningsen (PH), der også arbejdede for at sammenkoble demokrati og design. Design skulle ikke blot tilgodese individuelle behov, men også tage højde for samfundets svageste grupper.


