Popdesign (fra 1960erne)

Designscenen i 1960erne formede sig som et opgør med efterkrigstidens modernisme, der til dels havde fået et puritansk formsprog. I stedet hyldedes excentriske iscenesættelser, Las Vegas’ junk-arkitektur, neonskilte, facader, forgyldte tv-antenner, reklamer og supermarkeder. Selve ordet pop er en forkortet udgave af ordet populær. Den engelske popkunstner Richard Hamilton skrev i 1957, at pop er “billigt, masseproduceret, ungt, vittigt, sexet og glamourøst.”

I 1960erne invaderede plastik hjemmet, og syntetiske overflader og det banale look blev in. I Danmark var Verner Panton tidligt ude med farvestærke møbler, lamper, gulvtæpper, tapeter og hverdagsgenstande, der alle bød sig til som et dansk bud på popdesign.

På lige fod med popkunsten interesserede designerne i 1960erne sig for massemedierne, de enkle, slagkraftige reklamespots, de masseproducerede varer og livet i supermarkedets forbrugskultur. Varen blev en kultgenstand, og det konsumerende og uforpligtende – livet på overfladen – blev dyrket med et humoristisk glimt i øjet.