Stil // Modernisme

Modernisme (fra 1910erne)

Modernisterne anså historicismens stilarter for at være for det finere borgerskab. I kontrast hertil ønskede de at fremstille industrielle brugsgenstande til den brede befolknings hverdagsliv. Modernismen begyndte så småt at folde sig ud fra omkring 1910 frem til 1960erne, hvor den begyndte at blive kritiseret. I modernismens program fandtes en idé om den rene, naturlige ting, renset for historiske stilarters ornamentik og klassebetinget smag – heri lå modernismens revolutionære og samfundskritiske drivkraft.

I den internationale modernisme var målet at gøre formgivningen til et universelt udtryk for den industrielle tidsalder. I samme ånd som biler og flyvemaskiner skulle tingene fremstilles industrielt og afspejle de mekaniske muligheder for standardiseret produktion. Modernister som Le Corbusier, Mies van der Rohe og Arne Jacobsen arbejdede ud fra nye idealer om, at design og arkitektur skulle være enkelt, og de dyrkede den rene, ornamentfrie form, som udelukkende afspejler funktion, fremstillingsproces og materialer. Rigtige designløsninger var baseret på fornuft, funktion og teknologiske muligheder. Man forestillede sig, at modernistisk arkitektur og design ville revolutionere samfundet og skabe bedre forhold for de socialt dårligt stillede.