Stil // Organisk modernisme

Organisk modernisme (fra 1940erne)
Den organiske modernisme udviklede sig i tiden efter 2. verdenskrig og havde sin storhedstid i 1950erne. Den tidlige modernismes retlinede, kantede former erstattedes af bløde, kurvede former, der både havde sammenhæng med planters og menneskekroppens former og med de funktionelt baserede “strømlinjeformer” hos biler, tog og fly. Inden for billedkunsten opdyrkes sådanne former af bl.a. Brancusi, Joan Miro, Henry Moore og Barbara Hepworth. Der er tale om former, der virker bevægelige, foranderlige, standset i en bevægelse eller ekspansive. Et organisk modernistisk udtryk ses i Alvar Aaltos møblers blødt modulerede linieføring og i Ray og Charles Eames’ og Arne Jacobsens enkle, organiske stole.


