Materiale // Træ

Træ er et naturmateriale, og der er stor forskel på forskellige træsorters egenskaber, bæreevne, farve og holdbarhed. Træ kræver tid. Årringe i stammen viser, hvor mange år træet har vokset inden fældning. Bearbejdningen af træ er en langsommelig proces, og inden det bruges som materiale, skal træet helst lagres i flere år efter fældning og opskæring.

Danmark er kendt for en lang tradition for snedkermøbler i god kvalitet. Snedkermøblerne dyrker træets kvaliteter og særegenskaber og tager lang tid at fremstille. Træ er dog også et materiale, der kan bruges i moderne, industriel produktion. Det 20. århundredes teknologiske udvikling betyder fx, at tynde stykker træ kan presses sammen med lim til krydsfiner – et materiale, som kan formes på helt anderledes måder end massivt træ.