Fremstilling // Den runde stol/The Chair

Get the Flash Player to see the wordTube Media Player.

Træets egenskaber

Detalje af fingersamlingerne på The Chair

Detalje af fingersamlingerne på "Den runde stol". Foto: PP Møbler.

Stolen blev i begyndelsen lavet med et rygstykke af tre stykker træ med lodrette samlinger, som blev dækket af rørflet, men det var hverken en særlig smuk eller stærk løsning. Wegner videreudviklede derfor designet af rygstykket således, at det i stedet var sammensat med såkaldte fingersamlinger, der pga. en stor limflade er meget stærke. En af de store håndværksmæssige udfordringer i stolen er at få fingersamlingerne mellem ryggen og armlænet til at mødes perfekt. En anden udfordring er, at stolen er så enkel, at hvert stykke træ er synligt. Det betyder, at årerne i træet bliver en meget vigtig del af stolens udseende, og at træet derfor skal vælges med omhu.

Produktudvikling

I 1950erne var der interesse for at producere stolen i USA. Wegner sagde selv om dette:

“Amerikanerne kom til Danmark for at spørge, om de kunne købe nogle af dem eller lave nogle af dem. (…) Amerikanerne ville producere den i USA. Det kunne jeg ikke lide. Den er tegnet til danske håndværkere. Så sagde amerikanerne: Man kan lave det samme på maskine. Det kan man også. Det er det, man gør nu. Den bliver fræset ud og forarbejdet derefter.”

Det er ganske rigtigt, at den metode, der bruges til at lave stolene, er delvist mekanisk. Der har været en løbende produktudvikling, hvor mekanisering faktisk har betydet, at noget af arbejdet nu bliver lavet mere præcist og tættere på Wegners ønsker, end det var muligt i starten. Produktionen blev holdt i Danmark og kom aldrig til USA, fordi det var vigtigt for Wegner at holde fast i, at hans design var fuldkomment dansk.

Billeder fra produktionen af Den runde stol på PP møbler. Foto: Jacob Erbahn.

Billeder fra produktionen af "Den runde stol" på PP Møbler. Foto: Jacob Erbahn.

The Chair blev Wegners mest berømte stol, men han arbejdede videre på den og sagde selv: “Der er sgu’ aldrig noget, der er sådan, at det ikke kan laves bedre.” Denne stræben efter at lave en perfekt stol er kendetegnende for hans arbejde. Et eksempel på denne søgen kan ses i, at Den runde stol senere blev udviklet med lædersæde, og i at Wegner efterfølgende designede en hel række stole efter samme model, med ryg og arme i et stykke med forskellige samlinger.

Herunder kan du se to film fra PP Møbler, som viser den lange proces fra træ til stol. Filmene er fra før Wegners død i 2007.