PH's syvskærmskrone "Septima" blev udviklet i årene 1927-31. Foto: Louis Poulsen.

Et skærmsystem

De PH-lamper, som vi kender i dag, er alle udtryk for eksperimenter med et forskelligt antal skærme og et utal af variationer i deres placering i forhold til hinanden i et kontrolleret forsøg på at styre lys, reflektere og tone det. Der er således tale om udviklingen af et skærmsystem.

Når PH designede lamper, greb han sagen an som en videnskabsmand, der systematisk arbejdede sig frem over ukendt grund. Lampen skulle være hygiejnisk, ikke blænde samt være økonomisk i den forstand, at den skulle udnytte lysets styrke og sende det i den rigtige retning. Det krævede en kortlægning af lysstrålernes fald og retning og mange afprøvninger af, hvilke materialer, overfladebehandlinger og former der bedst kunne reflektere dem og styre lyset.

PH skriver i en artikel i Kritisk Revy nr. 2, 1927:

“…at løse den ny Opgave at fremstille et blændfrit lys, der tillige er økonomisk.  At fremstille et luftafkølet aabent belysningslegeme, hvor alle vigtige, lysende Flader af hensyn til Støv vender nedad, men hvor Glødetråden dog er helt skjult af Skærme. At give Belysningslegemet en præcis og urokkelig Form og en lysende overflade. At kunne regulere lysets farve.”

PH havde som arkitekt og designer en stor håndværksmæssig erfaring. Fra drengeårene havde han snedkereret, og som ung gik han i murerlære og 3 år på teknisk skole. Senere tog han kurser på Polyteknisk Læreanstalt og kom senere på Kunstakademiets Arkitektskole. Den håndværksmæssige baggrund betød, at PH havde stor praktisk sans og stor erfaring med anvendelse af materialer. Hans nøglebegreb var: den konkrete løsning af opgaven. Formgivning var for PH et svar på social, æstetisk og formel problemløsning. Fra 1919 til 1925 eksperimenterede PH med forskellige former for lamper. Han tegnede et utal af skitser og afprøvede forskellige konkrete løsninger undervejs på modeller og mock-ups for endelig at udvikle produkttyper.

Skitse til "Pariserlampen" og den færdige lampe, 1925. Foto: Louis Poulsen og Bent Ryberg.

Pariserlampen

På Verdensudstillingen i Paris i 1925 præsenterede PH en lampe, der blev startskuddet for den serie af flerskærmslamper, han udviklede i årtierne efter. Lampen bestod af 6 skærme i nysølv. PH arbejdede intenst med lampen – den skulle have den rigtige virkningsgrad og den rigtige vinkelgeometri, for at lysfordelingen og blændingsreduktionen var, som de skulle være. Der skulle tegnes mange skitser, før lampen både fik en tilfredsstillende form og et godt og blændfrit lys. Lampen levede imidlertid ikke op til PH’s idealer – den havde spejlende skærme, der virkede blændende set nedefra.

PH høstede stor anerkendelse og modtog guldmedalje for sit banebrydende, modulopbyggede flerskærmsdesign. Den rationelle, skulpturelt udformede lampe med et mere eller mindre blændfrit lys gjorde et stort indtryk i udlandet. Lampen var fra begyndelsen i produktion hos Louis Poulsen & Co. og blev straks lanceret internationalt. Louis Poulsen producerer den dag i dag en lang række PH-lamper.

"Opalglaslampen" i brug i en boksering i 1930 og lampen set tæt på. Foto: Pernille Kemp og Louis Poulsen.

Opalglaslampen

Efter at Poul Henningsen havde præsenteret sine lamper i nysølv på Verdensudstillingen i Paris i 1925 og havde opnået anerkendelse for sit design, begyndte han for alvor at videreudvikle PH-lampen som type.

En opalglaslampe blev præsenteret i 1926. Den var skabt af massivt, mundblæst glas med sandblæste undersider. Opalglaslampen giver et stærkt nedadrettet og skråt udadrettet lys og sender meget lidt lys opad; derfor var den en af de mest blændfri lamper, der var på markedet på daværende tidspunkt. Opalglaslampen skulle vise sig at blive den lampe, der for alvor gjorde PH-lampen til et begreb, og den blev da også købt ind som den primære belysningskilde på det af Kaare Klint og Ivar Bentsen nyombyggede Kunstindustrimuseum i København i 1926. Det blev startskuddet til en lang serie af PH-lamper, der udvikledes helt frem til 1960erne.