Fremstilling // Nobody Chair
Fra colaflaske til Nobody Chair
Nobody Chair er lavet af syntetisk filt, nærmere betegnet polyester. Denne slags filt består af fibertråde produceret af plastikgranulat. Det er plasten, der smelter ved opvarmning, og dermed gør det muligt at skabe en hård, solid skal, når stolen afkøles. Den bedst egnede type plastik til at fremstille dette materiale er gennemsigtige plastikflasker, eksempelvis colaflasker. Derfor er det oplagt at bruge genbrugsmaterialer i produktionen af den filt, der bruges til Nobody Chair, hvilket gør stolen mere bæredygtig i forhold til, hvor meget miljøet belastes ved produktionen.
Det er dog ikke ukompliceret at skabe bæredygtigt design, der belaster miljøet mindst muligt. Selvom plastikflasker er ideelle at genbruge som råmateriale i den syntetiske filt, kan det i nogle tilfælde vise sig, at det mest bæredygtige produkt skabes ved at bruge råt plastikmateriale – altså den type plastik, som fx colaflasker laves af. Grunden til dette er, at der ikke er nok genbrugsflasker tilgængelige nær de fabrikker, som producerer de syntetiske fibre i fx Irland og Italien. Og i det store miljøregnskab kan det hurtigt vise sig at skade miljøet mere at køre genbrugsflasker hen til fabrikkerne frem for at bruge det rå plastikmateriale.
Fremstillingsprocessen
Fremstillingen af Nobody Chair starter altså med produktionen af fibertråde af bl.a. plastik. Disse tråde transporteres til fabrikken Nordifa i Sverige, hvor de omdannes til filtmåtter, som derefter formes til den endelige stol. Maskine og forme til prototyper af stolen er skabt af Komplot Design i samarbejde med en modelsnedker, og de har selv været på fabrikken for at lave prototyperne. I sommeren 2008 begyndte en større produktion af stolen med nyt maskineri, der er lavet af fabrikken. Fabrikken Nordifa fremstiller normalt ikke møbler, men laver specielle tekstilmaterialer, heriblandt formpresset filt til bagagerum i biler og gulve til sportshaller. Derfor er samarbejdet nyt og udfordrende.
I korte træk foregår produktionen på fabrikken som følger:
1. Fibertrådene blandes i store rum, hvor de hvirvles rundt, til de udgør en ensartet masse med en ensartet farve. Det kan både være tråde med forskellige farver og med forskellige egenskaber, der blandes.
2. Den ensartede masse kan nu jævnes ud til et tyndt lag sammenhængende, men skrøbelig filt. Filten er næsten gennemsigtig, og der kan let komme huller i ved berøring.
3. Den tynde filt lægges i mange lag. Denne tykke masse kan nu ‘nåles’.
4. Filten nåles ved, at de mange lag oven på hinanden køres igennem en maskine, hvori de gennembores af nåle både oppefra og nedefra. Nålene har små modhager, som trækker fibertråde igennem de øvrige lag. Dette gør, at filten bliver sammenhængende og stærk.
5. Filten til Nobody Chair skæres ud i kvadratiske felter. Til en stol bruges to lag (dette er grunden til, at stolen kan have forskellige farver udenpå og nedenunder).
6. Før filten kommes i formen, varmes den op i 6 min. ved 210˚C i en stor varmluftsovn. Filten krymper 8-10% ved opvarmning.
7. Herefter lægges de to lag filt i formen – det er vigtigt, at de placeres helt korrekt, så filten ikke bliver trukket ujævnt. Stolen er i formen i ca. 3-4 min.
8. Herefter tages den ud og er en helt fast og holdbar stol. Sidste punkt er, at det overskydende filt skæres fra kanterne.





