Brug // Grafik – DFI
Hvordan bruger man et logo i evig forandring på et stykke brevpapir?
Den grafiske identitet på DFI består af mere end animerede logoer på lærredet. Det skal også fungere som et genkendeligt logo, der skal kunne trykkes på DFI’s produkter, publikationer og brevpapir.
Disse helt konkrete behov kræver en løsning, der samtidig bevarer idéen bag logoet. Rasmus Koch havde først en vision om, at alle de steder, logoet skulle bruges, skulle det være et logo i flux, som forandrer sig, hver gang det bliver brugt. I en hverdag, hvor Filmhusets egne grafikere skal kunne bruge en fil med logo, er dette dog ikke muligt at praktisere. Koch skabte derfor 8 forskellige faste logoer, som nu bliver brugt på brevpapir, publikationer, nyhedsbreve mm.
Den grafiske identitet skal naturligvis være brugbar i dagligdagen, selvom idéen bag produktet også handler om meget andet end den rent praktiske funktion. Man kan tale om, at det at bruge en grafisk identitet skal kunne fungere så automatisk som maskinarbejde – det grafiske layout er skabeloner og retningslinier, som medarbejderne blot skal følge. Der er fx retningslinier for billedstørrelse og tekstlængde, så et nyhedsbrev eller et program kan laves effektivt med et ensartet, sammenhængende udtryk.
Arbejdet med en grafisk identitet for en virksomhed som DFI er således både at skabe en identitet og skabe en række forlæg og skabeloner, som kan sikre, at linjen holdes i hverdagen, også når det går hurtigt på en stor arbejdsplads.
Ud over at designe Filmhusets grafiske identitet har Koch også designet en hel række produkter til dem, bl.a. programmer til filmfestivaler og Film-X’s grafiske linie. Film-X er Det Danske Filminstituts computerbaserede, interaktive filmstudie for børn og unge.






